Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Forside

Rejsebeskrivelser fra nær og fjern


Malta 2008
30.04.08 - 04.05.08

En lille ekstraordinær ferie siger man aldrig nej til og da muligheden bød sig for at kombinere et besøg på Malta med at besøge TV var vi ikke sene til at slå til. TV arbejdede bookmakerfirmaet expect.com så han hyggede sig rigtig i Middelhavet i varmen. Sabine, Morten, Erik og jeg selv var klar så vi bookede fly hos Air Malta fra Hamborg og fandt Hotel Milano Due hos FDM-travel. Fly t/r og hotel i 4 nætter til kr. 1425 er da billigt. Det var første gang vi sku' prøve at rejse ud fra Hamborg så det sku' blive spændende.

Onsdag d. 30. april 2008
Der var afgang fra Brørup kl. 7.00 med kurs mod Hamborg. P-pladsen blev fundet og så shuttle-bussen ind til terminalen. Vi havde flot flyvevejr og fløj med landstræneren Jan Pytlich. Der var fin service med Air Malta og fra lufthavnen tog vi en taxa ind til hotellet. Ganske ok hotel med super beliggenhed, men hva' kan man få for 125 kr/nat. Vi var godt tilfredse. Vi boede helt ud til strandpromenaden og tilfældigvis lige ved siden af, hvor TV arbejder. Det ku' være en hvilken som helst middelhavsby med strandpromenade og det samme svineri rundt i gaderne. Dejligt at se TV igen efter næsten et års udstationering. Han foreslog aftensmaden på Black & Gold - en af de mange sportsbarer i byen. Det var jo store Champions League  aften med Chelsea - Liverpool. Desværre tabte de rigtig røde 2-3 og kom ikke i finalen. Vi skulle nok få nogle fantastiske dage hernede. Efter en lang dag var det vist tid til en go' nats søvn - vi skulle forholdsvis tidlig op da vi havde booket en sejltur langs kysten til Camino og Gozo.


Strandpromenaden


Skibet her langt væk hjemmefra

Torsdag d. 1. maj 2008
Der var traditionel middelhavs morgenmad på hotellet inden rygsækken blev pakket til turen med træskibet Fernandez fra havnen. Desværre var vejret ikke optimal - go' vind og overskyet, men vi var friske på opgaven. Efter et par timers sejlads langs kysten nåede vi til Camino, hvor vi kastede anker. Der var frokost ombord og mulighed for at springe i vandet. Det så rigtig lækket ud, men det var mere end almindelig koldt. Rigtig fin servering af skibets crew. Der var mange russere ombord - de har åbenbart fundet Malta som et interessant feriedestination. Camino bestod af masser af klipper - det ku' være sjovt, hvis vi kunne komme i land og klatre lidt rundt. Mange gamle huse og borge.
Vi rykkede om til Blue Lagoon, hvor vi havde en times tid til at gå i land eller bade lidt. Stedet var meget populært og lige så fantastisk vandet så ud - ligeså koldt var det. Vi tog på en lille sightseeing tur ind i nogle grotter og huler. Kaptajnen anbefalede denne tur, men når man har set rigtige drypstenshuler var det lidt af en fuser. Det var et utrolig flot område og vi havde lidt tid til at se os om på øen. Et rigtig postkort-område. På trods af øen var meget tørt var der alligevel en del vegetation - især spændende agaver og flotte blomster. Vi ku' godt ha' brugt lidt mere tid til at komme hele øen rundt, men båden gik retur mod Sliema. Lidt ærgelig at det blæste som det gjorde for det tog lidt at hyggen, men en fin tur langs Malta's kyst. Om aftenen var vi på Mexicansk restaurant - det var et superhyggelig sted med super anretning. En dejlig dag på havet.


Vort skib Fernandez


Blue Lagoon


   Dykkerskibet Sea Lion


Udsigt fra Camino

 Fredag d. 2. maj 2008
Dagens program var en heldagstur til Sicilien bl.a med besøg i Taormina og på Etna. Vi sku' tidlig op da bussen kom kl. 5.30 og kørte os til terminalen i Valletta. Fandt en plads med udsigt. Lidt forsinket afgang - først skulle en hel skoleklasse ombord og dernæst sku' vi vente på krydstogtskibet Pacific Venus. Man får nærmest lyst til at prøve et krydstogt engang. Et par timers overfart ventede. Fornemmelsen at der også her var mange russere ombord og da vi kom i land var 2 ud af 5 busser med russiske guide. Vi tog den engelske og jeg tror vi var de eneste danskere ombord - helt fint med os. Super vejr på Sicilien - mit første besøg her. Kørte via Catania mod målet i Taormina. Frodigt område med masser af appelsin- og citronplantager. Altid fascinerende med disse frugtplantager og utallige drivhuse. Taormina var en typisk turistby med hyggelige gader og dyre restauranter. Nok turens mindste og dyreste lasagne - selv cola'erne var dyre. Vi havde en times tid til sightseeing - lige nok til en go' italiens is også.
På vej op mod Etna så vi lava for alle pengene - utrolig magt sådanne vulkanudbrud har og svært at forestille sig hvordan det var i 2001, hvor der sidst var udbrud. Vi kom op i ca. 2000 meters højde omkring visitor centret - super udsigt og vi var ude og klatre lidt i nogle af kraterne. Nogle af husene blev dækket af lava under sidste udbrud - lidt uhyggelig at tænke på. Desværre havde vi ikke tid til at klatre på toppen inden bussen kørte mod færgen. En lang 3 timers tur og sejlturen ventede. Alle ungerne skulle med hjem igen og vi var efterhånden godt brugte da vi kom retur til Valletta ved midnatstid. Her fik ungerne en velkomst af forældrene som om de havde været væk et års tid - de spærrede fuldstændig området omkring kajen så bilerne hverken ku' komme frem eller tilbage. Det gad vi ikke lige på det tidspunkt. Det skulle blive godt med en go' nats søvn. Næste dag var der ikke planlagt noget. Vi ku' sove til vi vågnede.


Taormina


Flotte italienske appelsiner


Etna


Et uheldigt hus fra udbruddet i 2001

 Lørdag d. 3. maj 2008
Sidste dag på Malta var til individuelle udflugter. Nogle ville sove lidt længere, men Erik og mig ville en tur ind til den gamle by. Helt fint så mødtes vi bare til frokost nede ved havnen. Det var ikke den store forskel på Malta og andre Middelhavslande når man ser, hvordan de sviner i gaderne og "glemmer" at rydde op. Byens gamle busstation var et besøg værd i sig selv med de gamle busser. Forhåbentlig fik vi lejlighed til at prøve dem også. Herfra var der indgang til "Den gamle bydel" via byporten. Det var drønvarmt i de små gader med masser af gamle og smukke bygninger. Området var omkranset af bymuren og nede ved vandet fandt vi en lille færge, som sejlede os retur til Sliema for under 1 EUR. Det var da billigt.
Vi sku' da lige forbi og se, hvor TV boede og vi fik lejlighed til at møde kinøjseren - hans værelsesmakker fra Malaysia. Han havde vel 100 sportskanaler - ikke underlig at han arbejder hos en bookmaker. Der blev tid til at checke lidt i sportsbutikker, men vi fandt nu ikke noget vi ikke ku' undvære. Lige en times "morfar" blev det til inden vi skulle ud og spise fint om aftenen. Vi fik pakket da vi sku' tidlig afsted søndag.
TV havde planlagt vi skulle til et godt sted i St. Juliens - et mere exclusivt område så det glædede vi os til. Vi tog en af de gamle busser derud - en gammel kasse, men hva' ka' man forlange for 48 cent. Folk var vilde med at køre i dem - en turistattraktion. TV havde valgt et super spisested for enden af bugten med udsigt over hele området. God servering og fantastisk anretning - både kvalitet og prisen var meget bedre end på Sicilien. En hyggelig sidste aften på Malta og efter vi kom retur til Sliema tog vi afsked med TV og takkede for et rigtig godt besøg på Malta - og måske på gensyn. Vi skulle jo flyve kl. 6.00 og der mente han ikke han var til disposition som afskedskomité.


En af de populære busser


Udsigt fra hotellet - vel OK

 Søndag d. 4. maj 2008
Der var bestilt taxa til kl. 3.30 så vi ku' være i lufthavnen et par timer før take-off. Afgang til tiden med Air Malta. Flot view ned over Alperne med sne på bjergene. 3 timer senere var vi Hamborg og 2½ time efter i Brørup. At flyve ud fra Hamborg var helt i orden og det giver jo flere muligheder end kun fra DK. Det var slut på en perfekt på Kr. Himmelfartsferie på Malta. Alt klappede - vi har jo også prøvet sådanne arranger-selv-ferie før. Tak for denne gang.


Superstemning i St. Juliens

Opdateret 16/05/2016

Besøg  
108010